Ali Alawadi, direktør hos AUTA, har selv oplevet konsekvenserne af at lukke i for sine følelser på arbejdspladsen.
Den eneste gang, Ali Alawadi har set sin 62-årige far græde, var, da hans farfar gik bort i 2007.
Det er ikke sket hverken før eller siden.
Han oplever, at den samme tendens til ikke at vise sårbarhed går igen blandt mænd med anden etnisk herkomst, når de arbejder i det pædagogiske felt. Derfor kommer han med en opfordring.
Dét – og meget andet – har Ali Alawadi, direktør hos AUTA, talt med Institut for Konflikthåndtering om.
Du kan læse hele artiklen, der er udgivet hos IFKH, her:
Forråelse og belastning i pædagogisk arbejde
Af: Henrik Møller, Direktør IFKH – Institut for Konflikthåndtering, Malene Andrea Rude, Seniorrådgiver IFKH – Institut for Konflikthåndtering, Ali Alawadi, Direktør AUTA
Når vi tør være mennesker sammen, om følelser, forskellighed og faglighed
I omsorgsfeltet arbejder vi alle sammen i et felt, hvor relationer er kernen i det, vi gør. Derfor er det afgørende, at vi også møder hinanden som kolleger med respekt, støtte og anerkendelse – uanset hvor vi kommer fra.
Vi kommer med forskellige baggrunde, erfaringer og værdier. Og netop de forskelligheder rummer et stort potentiale for at sikre et styrket fælleskab.
Når vi tør være nysgerrige på hinanden, og ikke mindst giver plads til det, der kan være svært, kan vores forskelligheder blive en styrke, der binder os tættere sammen i et endnu stærkere fællesskab.
Men det kræver mod. Og det kræver, at vi tør tale om det, der ikke altid er let.
Når følelser bliver et tabu
I samarbejde med Ali Alawadi, Direktør hos AUTA, har Malene og jeg fordybet os i et dilemma, som mange måske kan genkende, men som sjældent bliver sagt højt. Vi har mødtes flere gange for at dele, lære og forstå, hvordan vi som rådgivere kan sætte spot på et vigtigt fokus, når vi kommer ud og underviser på arbejdspladser i Danmark, Færøerne og i Grønland.
“Mange af os har lært, at en mand ikke må græde”
Ali Alawadi beskriver det således:
Mænd med anden etnisk herkomst taler ikke nok om deres følelser i det pædagogiske felt.
Det gør vi ikke, da mange af os har lært, at en mand ikke må græde. Det har vores forældre lært, og det er noget af det, som de har givet videre til os. Gråd er forbeholdt kvinder. At tale om følelser blandt mænd, er et tabubelagt emne i nogle etniske kredse.
Den eneste gang, jeg har set min 62 årige far græde i mit liv, har været da min farfar gik bort tilbage i 2007. Jeg er selv 33 år gammel i dag.
Når man vokser op i en virkelighed, hvor svære følelser skal kamufleres, vil det også blive svært at tale om følelser i et supervisionsrum. Hvis man så sidder sammen med andre mænd med anden etnisk herkomst, kan det blive endnu sværere at tale om de svære følelser. Hvad nu hvis Mohammed eller Mahmoud dømmer mig?
Når det sætter sig i kroppen
I det pædagogiske arbejde er det vigtigt at få supervision. Dette gør sig især gældende, når vi skal arbejde med højkomplekse problemstillinger, som stiller krav til vores følelsesliv. Uden supervision, kan vi ende i forråelse. Og det er nok det sidste, vi ønsker at byde de mennesker, vi er ansat til at hjælpe. Når et menneske udsættes for udadreagerende adfærd jævnligt, er det uundgåeligt, at det vil sætte sig i nervesystemet.
Når tavshed bliver en risiko
Jeg har selv været udsat for udadreagerende adfærd dagligt af en borger på en døgninstitution. Der var tale om flere daglige overfald, og efter 6 måneder gav jeg op. Jeg var træt af at lave magtanvendelser hver uge, for det var ikke derfor, jeg tog på arbejde. Jeg var ikke dygtig nok til at være sammen med borgeren og nåede ofte mit mentaliseringsloft. Jeg stoppede på pågældende arbejdsplads.
Episoderne satte sig i mit nervesystem i halvandet år efter, at jeg stoppede. Hvis en borger kom tæt på, og havde en hånd højere oppe end min brystkasse, så røg paraderne op. Helt automatisk. Jeg havde nogle gange mareridt med en af episoderne, hvor min skulder røg af led i en magtanvendelse. Jeg følte, at det var skamfuldt at oplevelserne stadig kunne fylde hos mig.
At turde åbne rummet
I dag er jeg et andet sted. Jeg går i terapi hos Dennis Kjøng, og taler om de svære ting i livet. For dem har man brug for at få bearbejdet, hvis man skal heale og udvikle sig. Man skal turde tale åbent om de ting, som er svære i stedet for at sidde inde med dem.
Kære Mohammed, kære Abdi, kære Hassan, kære bror. Det er okay, at du taler åbent om de voldsomme ting, du bliver udsat for på dit arbejde. Giv din leder mulighed for at tilbyde dig supervision og passe på dig. Snak højt om hvad der er svært, når du sidder i et supervisionsrum med dine kollegaer.
Du er af kød og blod – lige som din kollega, Peter. Der er ingen skam i at være menneske og tale højt om hvad der er svært i dit professionelle virke som pædagog. Du har faktisk pligt til det. For din egen skyld, men sandelig også over for de mennesker, du ønsker at hjælpe.
Psykologisk tryghed og høje følelsesmæssige krav
Ali, Malene og jeg er fuldstændig enige! Hvis vi har et oprigtigt ønske om at styrke fællesskabet, forebygge forråelse – og at vi i omsorgsbranchen bliver syge af høje følelsesmæssige krav – så kræver det noget særligt. Begrebet psykologisk tryghed har vundet indpas på mange arbejdspladser, men det er bestemt ikke nemt at få det til at virke i praksis. Vi skal også have fat i dem, der bliver stille, og har lært noget andet gennem deres opvækst – uden at nogen skal føle det som tvang at dele. Det skal komme indefra som en lyst og en naturlig motivation til udvikling.
En invitation, ikke et krav
Ali sætter ord på noget vigtigt:
- At det er okay at tale om det, der er svært.
- At det ikke er et tegn på svaghed, men på ansvar.
- Ansvar for sig selv – og ansvar for de mennesker, vi arbejder med.
Når vi tør dele vores oplevelser, giver vi også vores kolleger mulighed for at forstå os bedre og støtte os.
Og vi er alle med til at skabe en kultur, hvor det er trygt at være menneske.
Vi er mennesker – også på arbejde
Uanset baggrund, køn eller kultur er vi alle mennesker. Vi bliver påvirket, vi bliver ramt – og vi har alle brug for at bearbejde det, vi oplever.
Når vi tør stå ved det, og give plads til det hos hinanden, sker der noget vigtigt:
Vi styrker ikke bare os selv. Vi styrker også vores fællesskab.
Og i sidste ende styrker vi den kvalitet, vi kan give videre til de mennesker, vi er der for.
Forråelse og belastning i pædagogisk arbejde – et fælles ansvar
Det her er ikke den enkeltes opgave alene. Det er et fælles ansvar:
- at skabe trygge rum
- at invitere til åbenhed
- at møde hinanden uden at dømme
Når vi lykkes med det, bliver forskellighed ikke en barriere – så bliver det en styrke, der kan medvirke til af forebygge forråelse og belastning i pædagogisk arbejde.
Vi har allerede nu planer om at fordybe os endnu mere – både sammen og hver for sig. At have det med som del af vores Tryghedskoncept, at holde foredrag – og at inspirere de mange mennesker, vi møder. Malene har boet i Oman i Mellemøsten i mange år og kender indgående til kulturforskelle, og hvor svært det kan være, når kulturer mødes. I kan læse mere om IFKH her, og hvordan vi arbejder med trivsel på arbejdspladsen.
